
Winners Never Quit
- Quitters never win!
Lørdag den 3. februar tog størstedelen af klubbens elitekæmpere afsted til København på træningsweekend.
Vi kørte fra klubben kl.08.00 og ankom til SPORTSKARATE.DK/Nørrebro på Vibevej i København 12.30. Vi indviede klubbens nye lokaler med en times træning og tog straks videre til ”hemmelig” træning kl. 14.00.
Elitekæmperne var spændte og så spørgende ud, da vi kørte til Fitness.dk på Nygårdsvej i Kbh. Men kæmperne fandt snart ud af hvad der var i gærde, idet Poul Duvil (professionel boksetræner) tog imod os.
Vi varmede op med en løbetur på den indendørs løbebane på 1. sal. Herefter gik vi ind i bokseafdelingen. Her stod boksere fra Hvidovre bokseklub og ventede på os. Vi fik tapet hænderne og hjelm og handsker blev udleveret. En af gangen skulle vi i ringen og kæmpe 2 omgange, hvilket viste sig at være utrolig fysisk hårdt. Der blev gået til makronerne, alle elitekæmperne kæmpede med næb og klør og leverede en god indsats. Det var en meget lærerig oplevelse for samtlige kæmpere.
Efter kampene blev vi undervist af Poul Duvil i kombinationer på plethandsker. Herefter skulle arbejdet på plethandsker overføres til sandsækken. AV…AAVVV.. armene begyndte at blive så tunge som bly efter 2½. timers boksetræning.
MEN….. Poul Duvil mente ikke vi havde fået nok..!!! For at trække de sidste kræfter ud af os sluttede vi de 3 timers boksetræning af med 20 min. fysisk træning. De sidste 10. min. var der ikke mange smil på læben, idet de fleste af os udførte de sidste øvelser med lukkede øjne og på ren vilje.
Men smilet vendte hurtigt tilbage, da kæmperne fandt ud af vi havde fået adgang til Fitness.dk’s V.I.P. afdeling. Her hyggede vi os en time med frugt, spa, dampbad og solarium.
Lørdag aften stod på italiensk mad og hygge på cafe i Kbh.
Søndag morgen stod vi op og indtog en super dejlig morgenmad hos Lagkagehuset på Christianshavns torv. Efter morgenmaden kørte vi til Greve og deltog i Christophe Pinna kumitekurset.
Søndag aften kl. 21.00 var vi atter tilbage i Aalborg efter en inspirationsrig og hård træningsweekend.

|