Træningsstart for viderekomne!

Sommerpausen er ovre. Man får regnet sig frem til, at det må være 7 uger siden, man sidst befandt sig i klubbens omklædningsrum. Det føles imidlertid som en evighed siden! Man skifter til sin rene hvide gi. Efter nogle håbløse forsøg lykkedes det at binde en knude på sit bælte, man til nød synes, man kan være bekendt!

Inde i træningssalen, som man svagt erindre kaldes en dojo, står holdet samlet på en række bag træneren. Sidstnævnte synes overordentligt oplagt – man bliver helt træt ved tanken! Man overvejer om træneren faktisk har formået at overholde sit forsæt med at træne sin teknik, holde sin kondition ved lige, forøge sin styrke og vedligeholde sin smidighed sommeren over, meget modsat en selv! Skål!

Man betragter sig selv i spejlet og overvejer, om det kan passe, at udposningerne i gien er blevet lidt større, mere markante og bløde – er det ikke kun efter juleferien og julemad, de normalt siger, at man kan spore sådanne forandringer? Man husker hovedformålet med spejlene i en dojo, at folk der dyrker kampsport ikke nødvendigvis er narcissister, men at spejlene simpelt hen gør det muligt, at tjekke sin teknik i sin refleksion – man har en forventning om, at man snart kommer til at ønske, at de ville tage spejlene ned!

Træneren indleder sessionen med de rituelle buk, og som alle de andre bøjer man sig efter bedste evne ned på sine knæ, der brokker sig og melder ’knæk’ under ens vægt. Man lukker øjnene i, og forsøger via et roligt og dybt åndedræt, at blive afslappet og koncentreret om dagens træning - men snarere bliver det et mislykket forsøg på at koncentrerer sig om at koncentrerer sig, mens man mest af alt tænker på, at ens lår gør overordentligt ondt i denne knælende stilling! Man spænder lårmusklerne og hæver sig lidt op for at lette for presset! Når man efterfølgende rejser sig op, føles det som at komme op til vandoverfladen efter fem minutter på bunden, og som der siver liv tilbage i ens lår, falder man ukontrolleret lidt til den ene side … ’Var det nogen der så det?’

En del af dagens opvarmning består af forskellige konkurrencer og små lege, der koncentrerer sig om det fysiske – eller i ens tilfælde, mangel på samme! Derudover består opvarmningen også af såkaldt sparring, dvs. kamp med en makker fra holdet. ’Sparring let og løst’ går udfordringen på – men prøv at sige det til en elefant: Det ville give bedre resultater! … ’Sparring med anspændte og langsomme lemmer’ ville have været en udfordring, man kunne leve op til, men det andet er simpelthen … mission impossible! I den efterfølgende træning i sparketeknik, erfarer man at præstationer over knæhøjde pludselig er en stor udfordring, og under en øvelse i et kontraangreb trygler ens hjerne resten af kroppen om at gøre som træneren har forklaret og vidst. Men ens nervesystem er ligesom ude af træning og kroppen nægter at udføre hjernens ellers ret så simple plan! Man er en dødsensfarlig kampmaskine, med rustne, knagene dele og det hele!

På et tidspunkt midt i træningen kigger man ned på sit bælte. Et af de oprindelige formål med bæltet har været at værne om bærerens erfaring i kampkunst. Men i ens eget tilfælde har bæltet vist kun den praktiske betydning, at det holder ens gi på rette plads! Og endskønt man har gennemført sine gradueringer i karate, og ens bælte ikke er hvidt mere, så kan man godt få den ide, at det kun ville være rimeligt, hvis man fik udleveret det hvide bælte igen. Man ser træneren for sit indre øje, der overrækker en det hvide bælte igen ... Så hellere det hvide snit!

Mod enden af træningen skal der laves mavebøjninger. Man ligger sig overfor en makker, og i fællesskab hægter man sine ben sammen for at støtte hinanden i den rette udgangsposition. Man tænker, at hvis ens makker virkelig vil ’støtte en’, så tager denne ens mavebøjninger også … ’vil du?’. Mens vi udfører mavebøjningerne, skal vi på skift tælle til ti på japansk, eller alternativt tyve på dansk. Man indser, at man sommeren over har glemt det meste af sit japanske, om man erindre i sin nød, at engang til træning blev vi vistnok enige om at spansk også kun krævede ti mavebøjninger, mens man slap med femten på russisk. I dette øjeblik, imidlertid, er tysk den eneste ’eksotiske’ måde man formår at tælle til ti på – og tysk har man en grum forventning om kun vil give gentagelser over de 20! Da det bliver ens tur til at tælle for, får man igen repeteret 1 til 20 på sit modersmål, mens den velkendte tomatfarve breder sig i ens fordrejede ansigt! Og bagefter er der ’heldigvis’ også tid til armstrækkere… Da vi under udstrækning går ud i spagat, ser man sig selv i spejlet – strækkes kan tydeligt mærkes, men man synes alligevel ikke at være kommet meget længere ud i sin position, end en soldat der står ret! På det tidspunkt hvor træningen er til ende, dropper man den frie udstrækning med de andre fra holdet, endskønt man ved af erfaring, at man inden længe vil fortryde det! I stedet slæber man sig ud mod omklædningsrummet, mens man priser sig ganske lykkelig over, at trænere i det mindste ikke havde planlagt en cirkeltræning.